Guide til indgravering i vielsesringe

Overvejer I gravering i jeres vielsesringe? Få inspiration til tekst og skrifttype

Vielsesringe er et symbol på jeres kærlighed, og dem skal I bære hver dag, resten af livet. Derfor vælger mange par at gøre ringene endnu mere personlige med en gravering – et navn, en dato eller nogle få ord, som kun I to kender betydningen af.
I denne guide gennemgår vi, hvorfor gravering i vielsesringe er blevet så populært, hvad I kan få indgraveret, og hvordan I vælger den skrifttype, der passer til jer og jeres ringe.

Hvorfor vælge gravering i jeres vielsesringe?

Det, der gør netop jeres ringe til jeres, er ofte det, ingen andre kan se. En gravering sidder som regel indvendigt på ringen, tæt på huden, og bliver på den måde en detalje, I bærer med jer, uden at den nogensinde er til skue for andre end jer selv.

For mange par handler graveringen om at fastholde noget konkret fra dagen eller forholdet – en dato, et navn, et ord, der betyder noget særligt mellem jer. Andre vælger det, fordi det giver ringen endnu mere personlighed.

Mulighederne med gravering

Når I vælger gravering i vielsesringene, er der mange muligheder. I kan eksempelvis få graveret navne, initialer, datoer eller en kort sætning. Det er også muligt at tilføje et symbol som et hjerte eller et uendelighedstegn – enten alene eller som en del af graveringen.

Graveringen placeres på ringens inderside, så den ikke ændrer ringens udtryk udvendigt. I kan derfor først og fremmest vælge vielsesringe ud fra design, form og materiale og derefter finde den gravering, der passer til jer. Ringens bredde har dog betydning for, hvor meget tekst der er plads til, og hvilke skrifttyper der egner sig bedst. På en smal ringskinne vil en kortere tekst og en enkel skrifttype ofte være det bedste valg.

Vores skrifttyper

Hos Sisi Copenhagen tilbyder vi fire forskellige skrifttyper til gravering. En serifskrift giver graveringen et elegant og tidløst udtryk. De fine detaljer og traditionelle former gør den til et godt valg, hvis I ønsker en klassisk og sofistikeret gravering.

En enkel og moderne skrifttype giver graveringen et rent og minimalistisk udtryk. Den er let at læse og passer godt til jer, der ønsker en diskret og moderne gravering.

En skrifttype med et mere karakteristisk og nostalgisk udtryk, inspireret af klassiske skrivemaskiner, giver graveringen personlighed og et lidt anderledes look.

En håndskrevet eller kursiv skrift giver graveringen et blødere og mere personligt udtryk – den ligner noget, en af jer kunne have skrevet i hånden, og opleves derfor ofte som den mest romantiske.

Vi anbefaler som udgangspunkt en enkel og minimalistisk skrifttype, især hvis ringskinnen er 2 mm eller tyndere. Det sikrer, at graveringen fremstår tydelig og let at læse.

Hvad skal der stå i vielsesringene?

Der findes ikke ét rigtigt svar på, hvad der skal stå i en vielsesring – det, der betyder noget for jer, er det rigtige. Men nogle valg går igen, fordi de rammer noget, de fleste par kan genkende.

Mange vælger deres navne eller initialer for et klassisk og tidløst udtryk, mens andre foretrækker en dato med særlig betydning. Det kan være bryllupsdatoen, men også den dag, I mødte hinanden eller en anden dato, der markerer noget vigtigt i jeres historie.

I kan også vælge et enkelt ord eller en kort sætning som “altid”, “sammen” eller “os to for evigt”. Et kælenavn, et internt udtryk eller en sætning, som kun I forstår, kan gøre graveringen endnu mere personlig. Det behøver altså ikke være noget, andre kan læse og forstå – det vigtigste er, at det har betydning for jer.

FAQ: Vielsesringe

Skal vores vielsesringe matche?

Nej, vielsesringe behøver ikke at matche. For nogle par er det vigtigt, at ringene har et tydeligt fælles udtryk, mens andre foretrækker at vælge ringe, der passer til deres individuelle stil. Ringene kan derfor både være ens eller forskellige i eksempelvis profil, bredde, overflade og detaljer – og stadig høre sammen som et par. Det vigtigste er, at hver ring føles rigtig for den person, der skal bære den.

Skal begge ringe have samme gravering?

Der er ingen regel om, at jeres to ringe skal matche i tekst eller skrift. Nogle par vælger bevidst det samme – samme tekst, samme skrifttype. Andre foretrækker at lade hver ring afspejle den, der bærer den: forskellig tekst, og måske også forskellig skrifttype, selvom betydningen bag er den samme.

Kan man gravere symboler i stedet for tekst?

Ja. Ud over tekst kan I vælge symboler som et hjerte eller et uendelighedstegn, enten alene eller kombineret med jeres tekst.

Skal vi vælge gravering, før vi bestiller ringene, eller kan det gøres bagefter?

Vi tilbyder én gratis indgravering på alle vores vielsesringe – enten i forbindelse med bestillingen eller efterfølgende.

Klassiske vielsesringe uden diamanter

Her anbefaler vi, at I vælger gravering allerede ved bestilling. Det er den nemmeste og hurtigste løsning, og eventuelle størrelsesjusteringer kan foretages uden at ændre den eksisterende gravering.

Vielsesringe med diamanter

Er I i tvivl om størrelse eller design, anbefaler vi, at I venter med graveringen. Ved en efterfølgende størrelsesjustering skal graveringen som udgangspunkt laves på ny, og en indgraveret diamantring kan ikke returneres eller ombyttes.

Du kan læse mere her.

Personlig vejledning i øjenhøjde

Drømmer I om at finde de helt perfekte vielsesringe? Book en konsultation inden jeres besøg i vores showroom i København K, så der er god tid til at opleve vores udvalg af vielsesringe, mens vi guider jer til det rette valg og den rette størrelse.
Du er naturligvis også velkommen i vores åbningstid uden aftale. I travle perioder kan der forekomme lidt ventetid.