“For forbrugernes skyld: Lad os finde den ærlige benævnelse”
Jeg læser debatten om lab-grown diamanter med undren. Ikke fordi jeg er uenig i, at forbrugerne fortjener klarhed. Tværtimod.
Men argumentationen fra Sidsel D. Glerup og Niels R. Hansen skaber den forvirring, de påstår at ville til livs med argumenter som Marie Antoinette, beskyttelse mod manden i skilsmisse og insisteren på at bruge ordet syntetisk – selvom det netop risikerer at vildlede.
Hvad der står for egen regning, er Sidsel Glerups kvindesyn, der lyder som noget, en mand har skrevet for 70 år siden: Kvinders økonomiske tryghed skal sidde på fingeren. Ikke i formel økonomi, men i smykker, der oftest i praksis taber betydelig værdi ved gensalg.
Dårlige investeringer har intet køn. At sælge diamanter til kvinder som “økonomisk sikkerhed”, når de sjældent holder værdien ved gensalg, er ikke et forsvar for kvinder.
Jeg sælger smykker med lab-grown diamanter. Men mit ærinde her er ikke at forsvare mit produkt.
Det er at forsvare forbrugernes ret til ærlig information.
For Hansen har ret i ét afgørende punkt. Lab-grown diamanter skal ikke markedsføres som “ægte diamanter”. Forbrugere skal vide, hvad de køber. Fuldstændig enig.
